Varslingsregler for den nye barselslov
Den nye barselslov er trådt i kraft, og med den følger også ændringer i forhold til varslinger og frister. I dette indlæg vil vi dykke ned i hvordan varslingsreglerne kommer til at være for henholdsvis moren/den fødende forælder og faren/medforælderen.
Varslingsregler – Moren/den fødende
- Senest 3 måneder før forventet fødsel skal moren/den fødende fortsat varsle det forventet fødselstidspunkt, og om hun planlægger at bruge sin ret til fravær før fødselstidspunktet. Dette er, som det plejer.
- 4 uger før forventet fødselstidspunkt skal du som arbejdsgiver have besked, såfremt moren/den fødende forælder overdrager op til 8 uger af barselsorloven, der ligger inden for de første 10 uger efter fødslen, til faren/medforælderen. Som arbejdsgiver skal du også informeres om, hvorvidt moren/den fødende genoptager sit arbejde eller påbegynder sin forældreorlov i perioden. Dette er nyt.
- 6 uger efter fødsel skal du som arbejdsgiver have besked, såfremt moren/den fødende udnytter sin ret til fravær i de første 10 uger efter fødslen, samt hvorvidt og hvornår der afholdes orlov efter uge efter barnets fødsel. Moren/den fødende skal desuden underrette om, hvornår arbejdet genoptages. Dette er nyt, da det tidligere har været 8 uger efter.
- 8 uger efter fødsel skal du som arbejdsgiver have besked om, hvorvidt moren/den fødende udskyder op til 5 ugers orlov til afholdelse efter barnets første år. Dette er, som det plejer.
Nye varslingsregler – faren/medforælderen
- 4 uger før forventet fødsel skal du som arbejdsgiver have besked om, hvorvidt faren/medforælderen ønsker at
1) bruge sin ret til to ugers fravær direkte efter fødsel,
2) afholde overdraget barsel inden 10 uger efter fødsel
3) afholde yderligere orlov inden for 10 uger efter fødslen. Dette er nyt. - 6 uger efter fødsel skal du som arbejdsgiver have besked om, hvorvidt faren/medforælderen ønsker at udnytte retten til fravær 10 uger efter barnets fødsel og tidspunktet for fraværets begyndelse og længden heraf. Dette er nyt, da det tidligere har været 8 uger efter.
- 8 uger efter fødsel skal du som arbejdsgiver have besked om, hvorvidt faren/medforældren udskyder op til 5 ugers orlov til afholdelse efter barnets første år. Dette er, som det plejer.
Så både som arbejdsgiver og forælder skal man være særligt opmærksomme på de nye varslingsregler ved 4 uger før fødsel og 6 uger efter fødsel.
Forpustet? Vi forstår det godt, for der er kommet flere regler i spil, som man skal holde styr på. Måske du også overvejer, hvad du som arbejdsgiver gør, hvis din medarbejder ikke overholder varslingsregler?
Ofte kommer man langt, hvis man har en god dialog og et godt forhold til sine medarbejdere, men bclude kan også sørge for, at du hverken som arbejdsgiver eller medarbejder skal bekymre dig om, hvorvidt alle varslingsreglerne overholdes. Det hjælper vi nemlig med, når vi automatiserer din barselspolitik og proces, så kan I i stedet bruge tiden på andre værdifulde opgaver.
Ændringer ved refusion
Nu tænker du måske, om der så ikke også sker ændring på refusionsområdet – for dét er vigtigt for dig som arbejdsgiver, da du kan søge om refusion for den løn, I udbetaler under orloven. Heldigvis er det ikke alt, der ændrer sig med en ny lov. Tidsfristerne for indberetning og anmodning om refusion er ikke ændret.
Har du brug for at få genopfrisket de øvrige ændringer i forhold til den nye barselslov, så kan du læse mere her: